Outsider Art

I samarbejde med Copenhagen Outsider Art Gallery, som er baseret i Furesø kommune, åbner Skovhuset ved Søndersø efterårets første udstilling, Outsider Art.

Kristine Kimø og Lars Egeris fra Copenhagen Outsider Art Gallery

Copenhagen Outsider Art Gallery’s hjerte banker for de mennesker, der ofte lever på kanten af samfundets normer: de stille, de udfordrede, de oversete – dem, hvis stemme bliver stærk og klar, når de udtrykker sig gennem kunsten. 

I de seneste år har særligt tv-serierne ”Originalerne” på DR og ”Fis i Paletten” på TV2 sat genren på det kunstneriske danmarkskort. Dokumentaren ”Ups vi er voksne” på DR, hvor en af deltagerne er kunstner, har også været med til at fremme kendskabet til de kunstskoler for voksne med særlige behov, som er samarbejdspartnere for galleriet.

Kristine Kimø og Lars Egeris står bag Copenhagen Outsider Art Gallery. Deres drivkraft har altid været bundet op på en særlig interesse for den ”skæve” kunst. De har fra begyndelsen været optaget af den værdi, der ligger i den uskolede tilgang til frembringelse af kunst, som ”Art brut”/”Outsider art” har repræsenteret, og de har været af den opfattelse, at netop de udsattes kunst fortjente en større plads i samfundets bevidsthed. 

Efter åbningen for 10 år siden i Værløse, efterfulgt af en del år på Gl. Kongevej i København, har Copenhagen Outsider Art Gallery igen fundet tilbage til Værløse. Galleriet har fra begyndelsen været et ”con amore” projekt. I dag fokuserer galleriet primært på online salg, messer i Danmark og Paris, udstillinger i kunstforeninger og private fremvisninger på Kirke Værløsevej 26 A.

Udstillingen Outsider Art vises i Skovhuset ved Søndersø
19 september til 15 november

Der er fernisering 18. september kl. 16 – 18

Kunstner Anthony Stevens